Boddum-Ydby friskole
Telefon 9795 6370
Her på siden kan bringes omtale
af skolens aktiviteter
Luciabruden må godt fremhæves, det er hårdt at være frontfigur
Men nævnes bør også sidstepigen, der ikke lod sig imponere af noget.
'
Julestue
Luciapigernes indtog i salen
Luciapigerne efter deres gode indsats
Om at have et handicap
Agnete Odgaard-Jensen havde forleden lånt katederet et par timer. Agnete har i den forbindelse en særlig kvalifikation, nemlig at have mistet sit syn, og levet uden i over tredive år.

Klassens knap tyve elever var helt stille og rolige, det er de nok altid, men spørgelysten tydede på ønske om, at benytte sig af muligheden for viden, om en ukendt og meget besværlig måde at leve på.
Agnete svarede selvfølgelig på alt, på sin kendte optimistiske måde, som vi seende nok synes er lidt underspillet, når vi tænker på forskellen mellem, at kunne se og ikke kunne se.

Herunder nogle af spørgsmålene - og svarene kort refereret.

Hvorfor blev du blind?
Jeg fik som barn konstateret Sukkersyge.
Efter en graviditet, hvor jeg fødte et dødt barn, blev jeg et år efter fuldstændig blind.
Forinden havde jeg gennemført en uddannelse til terapeut, og var blevet ansat på et plejehjem, som jeg måtte forlade.
Det blev derefter et meget anderledes liv for mig, og min mand Frank.

Er det en fordel at have været seende?
Det er ikke nemt at svare på, men jeg er glad for det.
Jeg ved ganske vist, hvad jeg har mistet, men jeg kan forestille mig, hvordan alt ser ud, og det er en stor fordel, når man skal begå sig.
En født blind kender ikke det mistede, men ved heller ikke hvordan noget som helst ser ud.

Hvad ser du?
Jamen jeg ser jo ikke noget, men alligevel - noget i retning af at sidde i en bil i tåget vejr, og ane noget ude foran.
En født blind ved jo ikke hvad tåget vejr er.

Er det dine egne øjne?
Når man mister synet, mister man ikke sine øjne, men på et tidspunkt fik jeg dem opereret væk, de var ikke længere så pæne at se på.
I må gerne se en protese, jeg har ekstra af dem.
Proteserne kan jeg bevæge lidt, så det ser naturligt ud. De skal en gang om året til service og poleres, så jeg ser klarøjet ud.

Kan du lave mad?
Ja da - jeg laver mad hver dag. Det kræver bare, at alt har sin plads i køkkenet. Krydderier kan jeg lugte, føle, eller høre mig frem til, muskatnødder lyder anderledes end peberkorn. Køkkenvægt og timer har højttaler.
Der kan være smuttere, et prismærke er ikke nem at opdage, men kan virke morsomt under spisningen. En elastik i en kage er ikke så morsom - men sjælden.
Jeg har jo udgivet en kogebog. Den, og andre opskrifter, har jeg liggende på min computer, så jeg kan nemt lave en bestemt ret.

Andre sanser
Når man mister synet lærer man omgående at bruge de andre sanser mere.
Man kan på lyden høre om vandet koger, og hvordan maden har det på panden.
I trafikken må man lytte sig frem, i stormvejr kan det være lidt svært, da er andre trafikanters opmærksomhed vigtig - det er den i øvrigt altid.
Hukommelse er jo ikke en sans, men den er til stor nytte, det er meget hurtigere at kunne huske et telefonnummer, end at skulle finde det på computeren.

Være ved det
Man skal være ved sit handicap, det er der mange der ikke vil. Det skyldes nok i nogle tilfælde forfængelighed, eller at være for stolt til at modtage hjælp, men der mistes meget på den måde.

Førerhund
En førerhund er uvurderlig, ikke bare en firbenet frihed til at bevæge sig rundt, men også en ven.
Der kræves meget af en førerhund, den skal være robust og helt uden nervøsitet, hvilket testes grundigt.
Så skal den trænes i et halvt år, til at være førerhund, lære en snes kommandoer, lære at begå sig med sin ”herre” på alle måder, på veje, på trapper, i bygninger.
Den skal også ignorere andre dyr, katte for eksempel, hvilket kan være svært for en hund.
En førerhund kan rigtig meget, men den har svært ved at bedømme afstande til noget der bevæger sig, for eksempel en kørende bil eller cykel.
Derfor bør en førerhund eller en hvid stok få alle andre trafikanter til at være på vagt.
Cyklister er svære at høre, så kære cyklist, når du ser en gående med hvid stok, så ring med klokken.
Når en førerhund har uniform på (bøjlen) må man ikke klappe den, eller snakke med den.
Den er på arbejde og må ikke forstyrres.

Agnetes førerhund ”Saturn” var selvfølgelig med, den er meget venlig og nysgerrig. Uden uniform, den medvirkede jo, lod den sig klappe af alle. På vej over gården snappede den en bold fra hockeyspillerne.

Hvordan finder du ud af hvilket tøj der passer sammen?
Jeg har god orden i mit skab, alt har sin plads på hylderne.
Der er en vis rækkefølge, rødt altid til venstre, derefter de andre farver, altid i samme rækkefølge.
Og, så har jeg også en scanner, der fortæller hvilken farve et bestemt tøjstykke har.

Her kom flere elever op med deres farver på tøj, og Agnete ramte plet hver gang.

Hvordan ved du, hvad klokken er?
Jeg har to ure.
Én til daglig brug, den fortæller hvad klokken er, når jeg trykker på den.
Én til pænt brug, når jeg i byen. Den har tegn, så jeg kan føle hvad klokken er.
Det er ikke så høfligt, at mit ur råber ud til andre gæster, hvad klokken er, så tror de måske, at nu skal vi hjem.

Hvordan kan du skrive?
Da jeg blev blind kunne jeg allerede skrive, og det kan jeg stadig, se bare: Agnete og Saturn på tavlen

Men jeg skriver selvfølgelig på min computer som alle andre, for eksempel e-mail, som er en rigtig god måde på, at skrive med andre.
Når jeg modtager en e-mail, læser min computer den op, så ved jeg det, og kan eventuelt straks svare, lige som alle andre ville gøre.
Så har jeg også en slags dikteremaskine. Den bruger jeg til at notere det jeg skal huske, den har mulighed for flere mapper, det er lige så godt som de kendte gule sedler på skrivebordet.
Så er der også blindskrift, det er noget anstrengende at bruge, og så kan det jo kun læses af de der kan læse blindskrift.

Kan du spille kort?
Ja –der findes skam kort til blinde. De har tegn så man kan føle hvilke kort man har på hånden.
Agnete beviste at hun kunne kende kortene. Det prøvede vi andre også, uden det mindste held.

Lad nu være med at fortælle ude i byen, at Agnete spiller med mærkede kort.

Hvordan kan man hjælpe en blind?
Man kan jo lige se på, hvad problemet er.
Der sker ikke noget ved at spørge, om man kan hjælpe, det kan være ved at tilbyde en arm over vejen.
Vil man bare hilse på, gør man som altid, går over til vedkommende, måske kan det være nødvendigt at lægge en hånd på skulderen. Det er ikke altid man kan høre, der står een foran.
Kender man hinanden vil stemmen sikkert være nok. Ellers siger man sit navn, så er der sikkert en samtale i gang.
Ligger der en cykel på fortovet, så rejs den op, en førerhund vil nægte at gå forbi ud på gaden.

Et par gode timer med oplysning, og muntert bevis på, at modgang kan overvindes.